Mød KOMBIT på Digitaliseringsmessen

KOMBIT er igen i år alliancepartner på Digitaliseringsmessen i Odense d. 19. september og dagen byder bl.a. på flere spændende oplæg på KOMBITs scene.

KOMBIT er igen i år repræsenteret som alliancepartner på Digitaliseringsmessen, som arrangeres af KL, Borgerservice Danmark og KIT@. Vi glæder os til en spændende dag med dialog om digitalisering og muligheder gennem it.

Du finder KOMBITs store område i Hal B, som ligger umiddelbart til højre, når du træder ind på messen. Her vil der være forskellige projektstande, hvor du blandt andet kan tale med Obligatorisk Digital Selvbetjening om muligheder og udfordringer i forbindelse med bølgeplanen - ligesom du har mulighed for at se designet af den kommende Byg og Miljø løsning samt at høre mere om Kommunernes drejebog for monopolbruddet.

Program for KOMBITs scene

Ligesom i de foregående år har KOMBIT sin egen scene i området, som vi håber vil blive ligeså velbesøgt som tidligere. Vi har skruet et spændende program sammen, hvor du blandt andet kan høre mere om monopolbruddet, organisatorisk forankring i kommunerne og datavalidering i FLIS.

 

Kl. 10.30-11.00

KOMBITs projekter favner bredt

 

Konkurrenceudsættelsen af KMD’s monopolsystemer er i gang og en række af KOMBITs projekter er ved at være klar til udbud. KOMBIT beskæftiger sig naturligvis også med en lang række andre it-projekter, hvor vi bl.a. i samarbejde med leverandørerne arbejder med videreudvikling af DUBU og FLIS – og Byg og Miljø, som snart går i luften med en løsning. Kom og hør mere om, hvad der rører sig i KOMBIT og i vores mange forskellige projekter.

Ved markedsdirektør Thomas Rysgaard Christiansen og projektdirektør Peter Egelund, KOMBIT

Kl. 11.10-11.35

Organisatorisk forankring i kommunerne

 

Konkurrenceudsættelsen af KMD’s fagsystemer afstedkommer et paradigmeskifte i det kommunale it-marked, som vil få indflydelse på kommunernes lokale it-organisering. Kommunerne står således overfor en udfordring, når de mange nye løsninger skal implementeres. KOMBITs drejebog for monopolbrud skal støtte kommunerne i processen – og samtidig har KOMBIT etableret en ny specialistfunktion, der skal fokusere på den gode implementering i kommunerne.

Ved chefkonsulent Flemming Engstrøm og seniorkonsulent Nils Rosted, KOMBIT

Kl. 11.45-12.10

SAPA – Det næste skridt

 

SAPA er KOMBITs kommende alternativ til KMD Sag. SAPA er nu ved at være klar til selve udbudsprocessen, hvilket har stor betydning for både kommuner og for it-leverandører til kommunerne. Kom og hør, hvordan du som kommune eller it-leverandør skal forholde dig til SAPA, og hvad der kommer til at ske i de kommende måneder.

Ved chefkonsulent og projektleder Kenneth Møller Johansen, KOMBIT

Kl. 12.20-12.45

Arbejdet med Støttesystemerne og Serviceplatformen

 

Støttesystemerne i Rammearkitekturen er nødvendige for at konkurrenceudsætte monopolsystemerne. De tværgående støttesystemer skal it-understøtte de fælles forretningsservices, der anvendes bredt i kommunen. Sammen med Serviceplatformen, der skal give enklere adgang til services med data og funktionalitet, er systemerne en vigtig del af infrastrukturen i kommunernes fremtidige it-landskab.

Ved chefkonsulent og projektleder Michel Sassene, KOMBIT

Kl. 13.45-14.10

Kommunernes Ydelsessystem

 

Formålet med Kommunernes Ydelsessystem er at etablere en fælleskommunal it-understøttelse af kontanthjælpsområdet som afløser for kommunernes brug af KMD Aktiv. Projektet er i færd med at færdiggøre udbudsmaterialet, som har været i høring blandt kommunerne i efteråret 2013. Kom og hør mere om resultatet af høringsprocessen samt den kommunale involvering fremover.

Ved chefkonsulent og projektleder Mikael Bay Skilbreid

Kl. 14.20-14.45

Kommunernes Sygedagpengesystem

 

Kommunernes Sygedagpengesystem bliver en fælleskommunal løsning, der kan understøtte sagsbehandlingen på sygedagpengeområdet og fungere som en moderne afløser for KMD Dagpenge. Projektet har netop offentliggjort forretningsprocesserne for det nye system – kom og hør mere om dem og ambitionerne med projektet.

Ved chefkonsulent og projektleder Ulrik Røhl og chefkonsulent Mette Schwebs, KOMBIT

Kl. 14.55-15.20

Obligatorisk Digital Selvbetjening

 

Obligatorisk digital selvbetjening stiller nye krav til, at kommunerne leverer de bedste digitale selvbetjeningsløsninger til borgerne. Bølge 2 går i luften d. 1. december 2013 og Bølge 3 er nu aftalt som en del af Økonomiaftalen for 2014. Kom og hør mere om bølgeplanen, og hvordan KL og KOMBIT kan understøtte kommunerne ift. implementering af bølgeplanen.

Ved konsulent Vibeke Normann, KL/KOMBIT

Kl. 15.30-15.55

FLIS – Fokus på datavalidering

 

FLIS samler kommunale data og nøgletal i et system, der skal gøre det lettere for kommunerne at benchmarke ledelsesinformation. I den nye version af FLIS, der blev lanceret i august, er der arbejdet intensivt med datakvaliteten. Kom og hør om videreudvikling af FLIS og hvordan vi arbejder med datavalidering direkte i FLIS sammen med kommunerne.

Ved projektleder Thomas Mørk Glintborg, KOMBIT